VILLA GIRA - ODDER
Hovedprojekt – April 2022
Lokation
PRÆSTELUNDEN, ODDER
Arkitekt
FABER & HAVE
Totalentreprenør
VESTERGAARD HUSE
Bygherre
PRIVAT
Grundareal
814 M2
Bruttoareal
192 M2
Opført
2023
Præstelunden er et nyudstykket boligområde beliggende sydøst for Odder bymidte i et kuperet terræn med tæt kontakt til skovområdet ved Rævs Å. På en let skrående grund mod syd opføres et gårdhavehus med rygdannelse mod vejankomst og med indrammet privathed omkring et sydvestvendt terrasseområde.
Boligen er disponeret med en dobbeltgarage med integreret værksted, hvorfra man entrerer rummeligt bryggers samt fordelingsgang til børneafdeling med 2 børneværelser henvendt mod terrasse samt tilhørende toilet og bad. Boligen kan også entreres fra den mere prominente hovedindgang mod ankomstvej, hvor et halvtag skaber læ på en regnvejrsdag. Fra entréen er der et landskabskig igennem boligens primære opholdsrum, køkken-alrum, stue og mod tv-stuen i den fjerneste ende. Afskærmet fra hovedindgang og de primære opholdsrum finder man forældreafsnit med soveværelse, skabsvæg samt eget badeværelse i direkte tilknytning.
Facadematerialerne er tegl, træ-aluvinduer, stern og udhæng i træ samt trælister i hårdt træ i vinduesbånd. Mønstermurværk og murede vinduesindramninger skaber dybdevirkninger og giver facaderne karakter.
Terrasseområdet i gårdhaven er i hårdt træ og indvendigt er gulve i poleret beton med hvide vægge suppleret med træoverflader på døre og indbygget inventar, hvilket skaber en varm materialemæssig atmosfære.
© Arkitektfirmaet Faber & Have ApS | Dalgas Avenue 40 B | DK-8000 Aarhus C | CVR: 37277037 | www.faberhave.dk | mail@faberhave.dk